Dobbelt fibernet på vej i Gadevang

18. september 2019

Fibias arbejde med at grave fibernet ned i Gadevang har udløst mange spørgsmål til lokalrådet: Var vi ikke i dialog med TDC om fibernet? Hvorfor er det så pludselig Fibia, som graver fiber ned i Gadevang? Og hvad sker der så nu med TDC? Det har lokalrådet undersøgt nærmere.

TDC Fiber overhalet indenom af Fibia

Som en del Gadevængere vil vide, har Flemming Thornæs fra Skovlyets gadelaug siden foråret arbejdet på at få Gadevængerne til at tilkendegive deres interesse overfor TDC om at få lagt fibernet i Gadevang.

Henover sommeren har hans ihærdige arbejde foreløbig fået 52 % af husstandene i Gadevang til at melde deres interesse for fibernet fra TDC.

Men nu er Fibia begyndt at grave kabler ned i september – hvilket de husstande, der i første omgang bliver berørt, lige nåede at få en flyer i postkassen om inden de gik i gang.

Fibia har også udsendt en pressemeddelelse den 11. september, hvor det fremgår, at

  • “Gravearbejdet er allerede begyndt i Gadevang og Tulstrup, hvor vi kommer til at rulle fibernet ud over de næste måneder. Tilslutningen til fibernettet koster 0 kr., hvis man samtidig bestiller et internetabonnement”, hvilket ifølge Fibia’s hjemmeside og flyer ser ud til at skulle ske via deres egen Waoo-løsning.

Det fremgår også af pressemeddelelsen, at Fibia holder info-møde om deres fibernet i Gadevang Forsamlingshus torsdag den 19. september, kl. 18-20

TDC Fiber er også på vej

Men hvad sker der så med TDC Fiber-projektet? Lokalrådet har kontaktet TDC Fiber, som har skrevet til os i dag, at TDC også vil tilbyde fiber til hele Gadevang,

TDC er i dialog med Fibia og kommunen omkring en løsning, så vejene (navnligt de private fællesveje) i Gadevang så vidt muligt ikke skal graves op to gange.

Der vil komme en officiel annoncering af TDC’s fiberprojekt indenfor nogle få uger, hvor alle kan tilmelde sig – og alle husstande (på nær dem med reklamebeskyttelse) vil modtage brev om projektet. Alle de husstande som har afgivet interesse på tdcfiber.dk, vil få en email med direkte link til den egentlige fibertilmelding.

TDC Fiber har også skrevet til lokalrådet, at

  • ”TDC’s fibernet er åbent og gratis og uforpligtende at få etableret. TDC kræver ikke, at man køber et TV- eller bredbåndsabonnement hos en operatør. Dvs. man kan få fiberen etableret, og blot have den som passiv forbindelse uden forpligtelser. Hvis man vælger at bestille et TV- eller bredbåndsabonnement, kan man frit vælge operatør efter eget ønske. Bl.a. kan man vælge mellem Telenor, YouSee, Dansk Net, Hiper, Fullrate, Kviknet og TDC Erhverv”.

Skal der så graves op flere gange?

Der findes regler om ’Samgravning,  som betyder, at en graveaktør er forpligtet til at tage andre ledningsejeres ledninger/rør med i sit graveprojekt.

Men om det også gælder her, hvor gravningen allerede er i gang, ved vi endnu ikke.

Vi prøver at få mere at vide fra ’Trafik, vej og park’ i Hillerød kommune.  Men worst case er, at der først bliver gravet kabler ned af den ene operatør – og så derefter af den anden.

Det vil vi meget gerne undgå, så vi håber på en løsning, hvor så meget som muligt bliver lagt ned i en samgravning.

Hvad er fordelen ved to forskellige udbydere?

Først havde vi dårligt internet og lange udsigter til fibernet. Nu er fiberudbyderne nærmest ved at falde over hinanden om at kunne levere fibernet til gadevængerne.

Det kan virke overflødigt med to gange fibernet i Gadevang, Men fordelen på længere sigt ved at have fibernet fra både Fibia og TDC i Gadevang er selvfølgelig, at vi som forbrugere får flere løsninger at vælge imellem.

Hvad skal du nu gøre?

Hold dine muligheder åbne:

  1. Mød op til info-møde med Fibia i Gadevang Forsamlingshus den 19. september, kl. 18-20 – og bliv klogere på deres projekt og deres tilbud.  Eller læs mere på fibia.dk
  2. Lav en interessetilkendegivelse på www.tdcfiber.dk, så du er sikker på at blive informeret, når de kommer med deres tilbud.
  3. Tag stilling, når du ved, hvad du har at vælge imellem.

Med venlig hilsen

Ole Strand fra Gadevang Lokalråd