Lokalrådets Vedtægter
§1. Organisationens navn er Gadevang Lokalråd, herefter: ’Rådet’.
§2. Formål
Rådets formål er på vegne af beboerne i Gadevang-området at varetage fælles interesser og anliggender. Rådets opgaver vil navnlig være, men er ikke begrænset til:
• at følge og medvirke til udviklingen i området med henblik på at bevare dette som et smukt og fredeligt beliggende samfund.
• at medvirke til en rimelig og passende udbygning af områdets tekniske, sociale, kulturelle og servicemæssige faciliteter.
• at varetage beboernes fælles interesser i forhold til bl.a. offentlige myndigheder og institutioner.
• at udvirke et godt sammenhold og en god kontakt mellem områdets beboere
• at fungere som bindeled mellem Hillerød Kommune og lokalsamfundet i Gadevang.
§3. Stemmeret og valgbarhed
Alle beboere i området Gøgehuset, Teglgården og Gadevanghuse, herefter ’Lokalsamfundet’, er valgbare til Rådet og har stemmeret til generalforsamlingerne. Dette gælder også grundejere i ovennævnte områder, der er bosat andetsteds. Dette forhold ophører dog automatisk, når de pågældende ikke længere bor eller ejer grund i området. Beboerne i nævnte område bør henlede Rådets opmærksomhed på alle forhold, som måtte opstå inden for ovennævnte områder, og som er – eller kan blive – af betydning for helheden.
§4. Økonomi
Rådets økonomi baseres på frivillige bidrag fra Lokalsamfundet. Giroindbetalingskort uddeles til alle husstande i området med opfordring til at støtte Rådets arbejde.
§5. Ledelse
Rådet består af mindst 5 medlemmer valgt på den årlige generalforsamling. De valgte medlemmer konstituerer sig selv som: formand, næstformand, kasserer, sekretær og redaktør. Genvalg af de generalforsamlingsvalgte Rådsmedlemmer kan finde sted. Rådsmedlemmer er valgt for en periode på to år og to medlemmer er på valg hvert år, første gang efter lodtrækning. Rådet suppleres af 2 suppleanter, som er på valg hvert år.
Rådets opgaver vil være, men er ikke begrænset til:
• at administrere og forestå Rådets opgaver og økonomi.
• at følge udviklingen i området med opmærksomhed, herunder at fremskaffe og vurdere alle planer og projekter, der kan gribe ind i områdets struktur og miljø.
• at føre forhandlinger med offentlige myndigheder og andre.
• at foreslå og – om fornødent – foretage nyskabelser eller forbedringer, der skønnes at tjene det fælles vel og fremme trivslen i området.
• at foranledige beboermøder afholdt om aktuelle og/eller væsentlige spørgsmål for området.
• at skabe et godt sammenhold og en god kontakt mellem beboerne ved regelmæssige udsendelser af informationer af almen interesse for området samt ved afholdelse af kurser, møder, sammenkomster o.lign.
Alle større sager af vigtighed, herunder større udgifter og forpligtelser skal forelægges Rådet til afgørelse på en generalforsamling efter omhyggelig forberedelse og tilrettelæggelse af Rådet. Sådanne sager skal med Rådets fuldstændige indstilling udsendes sammen med generalforsamlings dagsorden.
Rådets arbejde er ulønnet, men det kan, når det skønnes nødvendigt, antage lønnet juridisk, økonomisk og teknisk bistand. Det skal dog iagttages, at sådan bistand hverken direkte eller indirekte har interesser at varetage i den foreliggende sag.
Rådets møder afholdes mindst én gang i kvartalet og skal afholdes, når formanden eller mindst tre af Rådets medlemmer ønsker det. Indkaldelse til Rådets møder foretages af formanden – med angivelse af dagsorden – med mindst 8 dages varsel.
For at Rådet er beslutningsdygtigt skal mindst halvdelen af Rådets medlemmer være til stede. Sagerne afgøres ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende. Der føres en kortfattet protokol som bevis for behandlede sager, Rådets beslutninger og eventuelle mindretals særstandpunkter. Rådets medlemmer kan til Rådsmøderne indbyde beboere, som antages at have særligt kendskab til eller er impliceret i en bestemt sag. Disse kan dog ikke deltage i Rådets eventuelle afgørelse i sagen.
Kassereren fører Rådets regnskab, foretager udbetalinger og tager vare på Rådets midler. Regnskabsåret er lig med kalenderåret. Regnskabet skal revideres af to revisorer, valgte af generalforsamling, og skal – forinden forelæggelsen på generalforsamlingen – være godkendt af Rådet.
Sekretæren fører Rådets protokol, forestår Rådets korrespondance og arkiv m.m. samt nedskriver informationsmateriale etc.
Redaktøren samler og redigerer stof af interesse for Lokalsamfundet, ikke alene fra Rådets arbejde, men også fra andre kilder, og foranlediger dette udsendt så vidt muligt mindst fire gange om året til samtlige husstande i Lokalsamfundet. Redaktøren er også ansvarlig for at nyheder og artikler af interesse findes tilgængelig på Rådets hjemmeside. Materialet skal forinden udsendelsen godkendes af Rådet. Redaktøren forestår endvidere tilrettelæggelsen af møde- og kursusvirksomhed samt mere festlige sammenkomster.
Til behandling af særlige spørgsmål kan der til støtte for Rådet nedsættes midlertidige udvalg. Til at indtræde i sådanne udvalg kan indbydes blandt samtlige beboere i Lokalsamfundet. Udvalgsarbejdet er ulønnet. Alle Råds- og udvalgsmøder skal så vidt muligt afholdes uden for normal arbejdstid.
§6. Generalforsamling
Rådets årlige ordinære generalforsamling afholdes hvert år sidst i marts måned. Generalforsamlingen er Rådets højeste myndighed i alle anliggender, og dens beslutninger er bindende for Rådet. Alle i Lokalsamfundet har hver én stemme på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen indkaldes af formanden ved udsendelse af dagsorden med mindst 14 dages varsel til områdets beboere. Beboerforslag, der ønskes behandlet af den ordinære generalforsamling, må indsendes skriftligt til formanden inden udløbet af februar. Der kan på generalforsamlingen kun afgøres sager, som fremgår af den udsendte dagsorden.
Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Aflæggelse af beretning
3. Aflæggelse af regnskab
4. Valg til de åbne Rådsposter
5. Valg af to revisorer og én revisorsuppleant
6. Eventuelt
Eventuel afstemning sker ved håndsoprækning og afgøres ved almindeligt stemmeflertal og uden hensyn til antallet af fremmødte. Til vedtagelse af vedtægtsændringer, større udgifter eller forpligtelser for Rådet kræves dog tre fjerdedele af de fremmødtes stemmer. Såfremt én af de fremmødte kræver det, skal der foretages skriftlig afstemning. Der føres en beslutningsprotokol, hvoraf de foretagne valg og vedtagelser skal fremgå. Protokollen underskrives umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning af dirigenten og Rådets formand.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når Rådets flertal finder anledning hertil, eller når en kreds på mindst 50 beboere i Lokalsamfundet skriftligt over for formanden anmoder herom med angivelse af hvilke spørgsmål, der ønskes optaget på dagsordenen. For ekstraordinære generalforsamlinger gælder samme regler som for den ordinære generalforsamling, bortset fra dagsordens indhold. Der indkaldes med mindst 14 dages varsel senest én måned efter beslutningens/anmodningens modtagelse.
§7. Opløsning
I tilfælde af Rådets opløsning træffer den opløsende generalforsamling beslutning om anvendelsen af Rådets midler til gavn for området.
Vedtægter for Gadevang Lokalråd
21. september 2010